fredag den 10. februar 2017

Vegan Triple Chocolate Chip Cookies
















Indeholder affiliate links

Døm ikke disse cookies på deres udseende, for nej de er ikke de kønneste småkager der nogensinde er blevet bagt på denne jord. Men godt det smager de altså! De har et meget let crunch, og så har de den helt rette konsistens indeni. Det kan slet ikke beskrives, derfor befaler jeg nu jer alle til at begive jer ud i disse lækre sager enten denne weekend, eller her i vinterferien hvis i er lige så heldige som mig, og lige har fået det.

Det kunne også være du står og mangler en idé til en sød lille valentinsgave, hvis nu man fejrer den slags. Jeg ville i hvertfald ikke have noget imod at modtage en portion af disse på tirsdag..

De er super lette at gå til, og den eneste udfordring der som sådan er, er hvor klistret massen godt kan blive. Men som jeg også skriver nede i selve opskriften, lidt ris eller en anden form for plantemælk gør underværker.

Nu vil jeg ikke plapre løs mere, lad os bare komme til det!














Til ca. 14 cookies skal du bruge: (Tjek * nederst i indlægget)

120 gr. Margarine
130 gr. Muscovado sukker
1/2 tsk. Vaniljeessens
1 1/2 dl. Havregryn, jeg brugte grovvalsede med fine fungere også helt fint
2 dl. Hvedemel
2-4 tsk. Ris- eller anden plantemælk
40 gr. Mørk chokolade*
40 gr. Vegansk hvid chokolade**
40 gr. Vegansk mælkechokolade***
1/4 - 1/2 tsk. Salt, det er en smagssag
3/4 tsk. Bagepulver

Pisk margarine, muscovado sukker og vanilje sammen enten i en røremaskine eller med en elpisker, til det hele er blandet godt. Massen bliver meget klistret, og kan hurtigt ende op i én stor klump, jeg tilføjede derfor ind imellem et par skefulde rismælk. Herefter tilføjede jeg mel og havregryn lidt efter lidt.














Hak de 3 slags chokolader, så groft eller fint som du ønsker. Jeg gik efter de lidt grovere stykker, da det er sådan jeg synes at de smager bedst. Tilsæt chokolade, bagepulver og salt til blandingen, og rør det godt sammen.

Form en kugle af en stor spiseskefuld kagedej og placer på en bageplade, pres den gerne lidt ned så den bliver en anelse fladere. Bliv ved med dette indtil du ikke har mere dej tilbage. Placer dem på bagepladen med lidt mellemrum, da cookies breder sig ud i ovnen. Bag kagerne i 13-16 min. på 185 grader varmluft. De skal være gyldne, men ikke helt sprøde da de først bliver det i køletiden. Lad dem køle af i 5-10 min. på bagepladen ude af ovnen, og flyt dem derefter forsigtigt over på en bagerist.

Min erfaring er at de smager bedst 1-2 dage efter de er blevet lavet, men du kunne også blot skyldes det at jeg havde en anelse kvalme på selve dagen haha. Opbevar dem i en beholder ved stuetemperatur. Nydes med en man holder af, netflix og en masse dyner, tæpper og puder. Hygge i verdensklasse.















* De fleste mørke chokolader er veganske, bare tjek på ingredienslisten for en sikkerheds skyld.
** Jeg brugte denne fra Ichoc, som kan købes i diverse helsekost forretninger. Jeg var en tur i Go4love på Amagerbrogade.
*** Igen brugte jeg en fra Ichoc, nemlig denne (SÅ lækker), købt samme sted som den hvide.

2 kommentarer :

  1. Wauw hvor ser de bare lækre ud - det skal helt sikkert prøves :)

    www.frederikkes.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg kun anbefale at de skal!:)

      Slet

Back to Top